>Poesisangere - Bakkens hvile<

Bakkens Hvile: Dot Wessman har gøglerblod i årerne og er på godt og ondt formet af forlystelsesparken i den grønne skov. For det lyse liv på Dyrehavsbakken er også ensomt og fordummende, siger indehaveren af Bakkens Hvile, den 50-årige bakkesangerinde, der med oprejst pande møder fordømmelsen over, at hun er kæreste med en 23 år yngre mand. Dot Wessman følger sit hjerte.

Hun er vant til forargede blikke. Så går hun for ungt klædt. Så går hun i byen og danser natten lang. Så gider hun ikke parmiddage. Så synger hun på scenen i stedet for at tage sine børn på sommerferie. Og så får hun sig en kæreste, der er 23 år yngre - og oven i købet medlem af Dansk Folkeparti.

Dot Wessman er ikke som de fleste.

Hun er det oven i købet med oprejst pande og høj cigarføring, for hun er ligeglad med de hånlige kommentarer og latteren i krogene. Hun mærker efter i sig selv, og når det føles rigtigt, satser hun alt og tager det hele med. Også sårbarheden, der følger med at kaste sig ud i f.eks. kærligheden til en langt yngre mand.

Som hun siger lidt genert smilende om den måde at forvalte sit 50-årige liv på: Hun har ikke råd til at lade være, for det er så fantastisk og livsbekræftende. Bl.a. kærlighedsforholdet til den unge politiker Morten Messerschmidt, som hun fandt sammen med, efter at han sidste forår havde fået en heftig tur i mediemøllen, da han i overrislet tilstand havde sunget den tyske nationalsang i Grøften i Tivoli. Dot Wessman var tilfældigvis samme sted i et andet selskab, og hun kom efterfølgende den unge politiker til undsætning, da han blev beskyldt for at heile og synge racistiske sange. Da røgen havde lagt sig, mødtes de og forelskede sig i hinanden. Til stor forargelse for mange.

Men nu skal vi have danskvand på cafébordet her i et stille hjørne af Bakkens Hvile. En af Dyrehavsbakkens ældste forlystelser. En hyggelig hule med de gamle dage malet poetisk på væggene og lygter gemt i grønne blade i loftet og selvfølgelig for enden af lokalet, hvad det hele handler om herinde: scenen, hvor frodige og frække bakkesangerinder i 131 år har sunget og spillet for publikum. Altid med fokus på spillet mellem kønnene og udfoldelserne under bæltestedet, men de senere år med et nyt, mere stuerent og professionelt touch. Stadig med kavalergang og netstrømper. Stadig vovet og kækt, men i stigende omfang med ord og sange så alle kan være med og føle sig tilpas.

Dot Wessman har arbejdet målbevidst på at få også det trendy cafépublikum indenfor i Bakkens Hvile. Som barn af forlystelsesparken i den grønne skov er hun betaget af budskabet fra scenen: at vi skal værne om poesien, traditionerne og glæden ved livet og kærligheden.

Så det gør hun. I sit eget liv som i Bakkens Hvile. Indædt og med gøglerens arbejdsomhed. Og belægningen har aldrig været bedre, fortæller hun stolt.

»Engang var Bakkens Hvile et værtshus med underholdning. Nu er det mere et lille skovteater med servering. Jeg har været her, siden jeg var 18 år, og kæmpet med underskud og tre kulturministre om kulturstøtte. Min eneste redning var at højne showets kvalitet og sætte prisen op. Jeg har ikke haft nogen plan, men bare gjort det, som jeg følte var rigtigt, selv om mange har sagt ”Årh, er du nu sikker,” når jeg f.eks. ville fjerne en sang fra repertoiret, fordi den var for sjofel. I dag kan jeg med rette sige, at gæsterne er alle slags mennesker, mens det tidligere var mere værtshusfolk - uden at det er dårligt ment.«

Teltholder i fjerde generation
Dot Wessman er kommet flyvende ind ad døren med langt, mørkt hår og kort sommerkjole. Med brede smil og professionelle øjne. Hun skulle først sikre sig, at der er styr på alt i de mange forlystelser, der ejes af hendes familie, der har været repræsenteret på Dyrehavsbakken siden 1913. Således er hun fjerde generation teltholder, som det hedder her på stedet, og nu gælder det Bakkens Hvile, der har været hjertebarnet, siden hun som 17-årig serverede sin første øl i det rødmalede lokale. Der manglede en servitrice, så Dot trådte til. Sådan gør man på Bakken. Træder til, når der er brug for en hånd. Et par år efter var den gal på scenen. En bakkesangerinde var blevet syg, og da den unge Dot kunne alle sangene udenad, sprang hun op og afløste. Ikke fordi hun nogensinde havde drømt om at stå på scenen. Heller ikke fordi familien forventede det. Tværtimod var Bakkens Hvile ikke for pæne piger, og i øvrigt drømte hun selv om at blive forsvarsadvokat.

Men der var brug for hende. Det var nødvendigt.